På Familiehold møder børn 0-10 år gymnastikken og fællesskabet sammen med mor, far, bedsteforældre eller en anden voksen. Vores mål er at styrke barnets motoriske udvikling og stimulere dets sanser samt give det lyst til at bevæge sig og møde nye udfordringer i fællesskab med andre. På Familiehold deltager børn og voksne på lige fod i undervisningen, så de voksne forventes at være omklædte og aktivt deltagende. Vi laver lege- og styrkeprægede aktiviteter med både variation og tryghed i genkendelighed.
På Børnehold er der kropslige udfordringer uden far og mor for børn i alderen 3-6 år. Her er højt aktivitetsniveau, der tilpasses børnenes evner på de enkelte hold. Vi laver legeprægede aktiviteter og introducerer mange forskellige momenter fra gymnastikkens verden. Vi skal GÅ-LØBE-HOPPE-KRAVLE-KLATRE-KASTE-TRILLE. Vores mål er at styrke barnets selvværd og positive selvopfattelse, samt motivere lysten til at bevæge sig. Det skal være sjovt at gå til gymnastik. Vi ønsker at skabe en social forståelse og gør meget ud af fællesskabsfølelsen på holdene.