Bestyrelsens beretning for
perioden 01.08 2022-31.07 2023
Jette Hansen, Lillerød den 24. januar 2024
Medlemstal
Opgørelsen af medlemstal til Allerød Kommune er baseret på aktive medlemmer, der er tilmeldt og har betalt kontingent i 2022.
Det samlede medlemstal er opgjort til 880 i 2022 (1.077 i 2021).
Medlemmerne opgjort til AK fordeler sig på følgende måde:
Børn og unge 0 – 24 år: 572 (2021: 745)
Voksne 25+ år: 308 (2021: 332)
Opstartsdag for ansatte
Den 14. august 2022 afholdte vi opstartsdag for alle den kommende sæsons instruktører, hjælpeinstruktører, minihjælpere og bestyrelse. Vi startede i hallen med et kort fællesmøde, hvorefter vi drog til Hillerød og i små hold skulle i escape room. Holdene var sammensat, så de som skulle arbejde sammen i sæsonen også skulle arbejde sammen i escape room. Det var en stor succes. Efter endte opgaver tog vi tilbage til Allerød og spiste lækker middag hos Cafélonen på Skovvang Stadion.
Julefest
Søndag den 27. november 2022 løb vores årlige julefest af stablen. Ligesom tidligere afholdte vi den i hal 2 med legeland i hal 3. Noget var dog ganske nyt for os, for der var på daværende tidspunkt ingen forpagter af caféen. Vi var derfor nødt til at stå for æbleskiver, gløgg, kaffe, te, vand mm. Vi bookede Liz og Jan ind på dagen, og de stillede op med en låneovn, som blev tilsluttet i hallens gamle cafeteria. Så varmede de æbleskiver til os løbende i løbet af dagen, og vi solgte dem selv i vores bod. Det gik over al forventning, og vores gode ansatte og frivillige løftede i flok. På dagen var der også Lucia, opvisninger af flere hold, og vi fik besøg af julemanden. Krealand, flette-hår-bod og bankospillet blev der også plads til. Alt i alt en virkelig hyggelig søndag i julens og foreningsåndens tegn.
Opvisninger ude
Årets første opvisning fandt sted i Farum lørdag den 21. januar. Her afholdt DGI Nordsjælland Vinterstævne. Det var vores tre voksne rytmehold som deltog.
Weekenden efter tog samme tre hold videre til Stenbrostævnet, som blev afholdt af DGI København.
Hele marts måned stod i opvisningens tegn, da alle fire weekender gik med opvisninger. Første og anden weekend afholdt DGI Nordsjælland Forårsopvisning i Hillerød og Farum. Her havde vi flere børne-, ungdoms- og voksenhold på programmet. Weekenden efter havde vi to hold til DGI Nordsjælland LandsdelsholdsGalla, da to af vores hold er i samarbejde med DGI Nordsjælland. Sidste weekend tog tre af vores spring-/rytmehold med fællesbus turen ned til Sorø, for at lave opvisning på Sorø Gymnastikefterskole.
I april havde vores hold heldigvis også travlt. I Frederikssund blev der afholdt Voksen Event og vi var selv med til at afholde 10-14 Stævne. April sluttede af med GymnastikGalla og DGI AfterRepstævne.
Hjemmeopvisning inkl. afslutningsfest
Hjemmeopvisningen fandt sted lørdag den 18. marts 2023 i Hal 1. Her deltog 21 af foreningens hold og viste hvad de havde arbejdet på i løbet af sæsonen. Der var både børne-, spring-, danse-/rytme-, sjippe- og voksenhold som deltog, hvilket gav en masse blandede opvisninger. Vi brugte Hal 3, Hal 4 og det gamle cafeteria til opvarmningsrum, således at holdene var spredt ud i flere rum, og ikke alle skulle opvarme i Hal 3. Derved kunne de have længere tid med at øve deres opvisning til musik samt opvarme, inden det næste hold skulle i gang med opvarmning.
Efter en super vellykket opvisning var der arrangeret fest for alle frivillige, instruktører og hjælpere. Festen blev afholdt hos Cafélonen på Skovvang Stadion. Temaet var “pink”, og adgang til festen var at have farven pink på som en beklædningsgenstand. Fantasien havde frit spil, og der var ingen grænser for, hvad der var fundet frem i gemmerne. Og selvfølgelig var der premiere for bedst udklædte.
Rope Skipping
Efter et vellykket EM i Bratislava i sommeren 2022 var det tid til velfortjent sommerferie, og så var vi klar til
den nye spændende sæson i august. Første aktivitet var de individuelle danmarksmesterskaber, hvor Marcus Lu-Nielsen for første gang vandt DM i herrerækken. Herudover blev det til rigtig mange flotte disciplinmedaljer til flere sjippere fra Lillerød.
I januar og februar 2023 deltog sjippere fra K0, K1 og K2 samt RopeFit i de regionale konkurrencer med meget flotte præstationer og medaljer i mange discipliner. På baggrund af resultaterne fra de to regionskonkurrencer i 1. division, fik vi udtaget hele 21 sjippere til VM og International Open Tournament i juli.
I februar var K1 og K2 på fælles træningsweekend på Sorø Gymnastikefterskole, hvor der også blev tid til fælles workshop med skolens elever mv. Samarbejdet med efterskolen sætter vi stor pris på og vi kommer helt sikkert tilbage. I løbet af foråret var der tid til et par opvisninger inkl. ved vores egen hjemmeopvisning i Lillerød Gymnastik, og det er altid skønt at komme ud og vise vores sport frem.
Sjippetræf var også på programmet i 2023 og 100 glade sjippere fra Danmark og Sverige fik masser af gode oplevelser med hjem efter 24 timer med sjipning i Lillerødhallerne.
I april gik turen først til Höllviken i Sverige til Dansk-Svensk Mesterkskab og et par uger efter til DM for hold i Fredericia. Ved begge konkurrencer var der meget flotte præstationer og stor udvikling fra de regionale konkurrencer i starten af året. Konkurrencen i Sverige gav også god konkurrenceerfaring til mange af de mere uerfarne sjippere. Ved DM blev der hevet mange medaljer hjem i 1. division for både junior og senior, og da flere var af guld, kan flere af sjipperne kalde sig Danmarksmestre i discipliner og/eller overall.
Sæsonens helt store mål var VM og IOT i Colorado Springs, USA, i juli. Alle sjippere fra K2 havde kvalificeret sig til konkurrencerne og efter tre ugers traditionel hård sommerferietræning drog vi over Atlanten. Colorado Springs ligger næsten i 2000 meters højde, så ud over jetlag og ekstremt vejr i form af meget høje temperaturer og thunderstorms, skulle vi også tilpasse os den tynde luft. Alle sjipperne klarede det super flot.
Det var første rigtige VM efter corona, så vi var meget spændte på at se alle igen og se niveauet af konkurrencerne. I International Open Tournament var der flotte præstationer selvom nogle af sjipperne var til deres første internationale konkurrence, og det blev endda til et par medaljer. I VM-rækkerne var konkurrencen meget stærk. Nogle discipliner ville vi naturligvis gerne have var gået bedre, men samlet præsterede sjipperne over al forventning. I alle discipliner går de 6 bedste sjippere/hold videre fra de indledende runder til Finals, hvor verdensmestrene findes, så det er et stort mål at kvalificere sig til finalerne.
Sjipperne kæmpede sig til imponerende 9 finalepladser. Efter allerede at have konkurreret i mange dage, var det nogle trætte sjippere, som gjorde klar til finalerne. I de højt profilerede finaler, som ovenikøbet blev vist på Olympic Channel, vandt de i alt fire flotte medaljer, hvoraf to var af guld og sjipperne kunne derved kalde sig verdensmestre. Meget imponerende!
Efter 14 dage og med rygsækken proppet med store oplevelser gik turen hjem til masser af presseopmærksomhed og nye oplevelser. Det var en helt unik tur, som vi brugte mange kræfter på, men vi fik også minder for livet med hjem.
Tak til alle sjipperne fordi I altid knokler på og passer så godt på hinanden. Tak til Lillerød Gymnastik fordi I gør det muligt. Og tak til LRST Støtteforeningen, GymDanmark, Team Allerød, alle vores sponsorer samt forældre og andre frivillige som hjælper på vejen.
Udendørsområde ved Lillerødhallerne
Fase 1 af udefitness ved Lillerødhallerne er nu færdigt, og alt materiale og den sidste dokumentation sendt ind til kommunen. Vi afventer en ibrugtagningstilladelse, så sagen kan blive formelt afsluttet. Budgettet er overskredet med ca. 60.000 DKK, men vi fortsætter arbejdet med at søge flere fonde. Projektet forventes i øvrigt at fortsætte med en fase 2, hvor vi etablerer flere elementer, som allerede er en del af byggetilladelsen, men som budgettet ikke rakte til i første omgang.
Ny hjemmeside
Vi oplevede i løbet af 2022 at priserne for brug af foreningens hjemmeside / medlemsadministrationssystem var steget helt enormt meget. Systemet var nu meget dyrere end i den aftale vi oprindeligt havde indgået med leverandøren. Desuden havde systemet flere praktiske mangler i brugerfladen, og var tungt at bruge i hverdagen for de ansatte i administrationen.
Vi besluttede derfor i bestyrelsen at vende tilbage til vores gamle medlemsadministrationssystem gældende fra start på sæson 2023/2024. Dette system kaldes Klubmodul. Der er lagt mange arbejdstimer i opsætningen af det nye system i løbet af sommeren 2023. Vi er glade for resultatet.
Fremtidig halkapacitet
Bestyrelsen har fulgt debatten om ombygning/nedlæggelse af Lillerød Skole matriklen og bygning af ny hal på Skovvang matriklen. Bestyrelsen har afgivet et høringssvar til Allerød Kommune for at sikre, at hal-kapaciteten ikke mindskes og bevares i byggeperioden. Samtidig har bestyrelsen lavet en intern arbejdsgruppe med henblik på at få prioriteret gymnastikfaciliteter i en ny multihal på Skovvang.
Tak til alle ansatte, bestyrelsesmedlemmer og andre frivillige, der på bedste vis er med til at løfte de mange opgaver, der er i en stor forening som vores. Uden forældre, Støtteforeningen for LRST, bedsteforældre, servicemedarbejderne i hallen og på skolerne m.fl. der altid er der for os, ville vi ikke kunne gennemføre vores arrangementer.
Vi glæder os til sammen med jer, fortsat at sætte vores præg på foreningslivet i Allerød Kommune.
På bestyrelsens vegne
Jette Hansen, formand